Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Sydvestjysk sygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden


SVS blev rømmet - på papiret!

Bragt i nyhedsbrevet SVS-NYT den 2. maj 2018

​Patienterne opdagede det formentlig slet ikke, men mandag blev det testet, hvordan det skal gribes an, hvis det pludselig en dag bliver nødvendigt at rømme Sydvestjysk Sygehus for patienter og medarbejdere.
 

SVS-NYT
Kenneth Ravnholt (t.v.), beredskabskoordinator i Region Syddanmark, beredskabsansvarlig sygeplejerske Mette Lønborg og overlæge Erik Biegel i FAM under mandagens papirøvelse på Sydvestjysk Sygehus.  


En ukendt forureningssituation af vandet har ramt SVS og flere – både patienter og medarbejdere – har symptomer på alvorlig forgiftning. Det er derfor nødvendigt at rømme sygehuset omgående.
 

Den situation udspillede sig mandag formiddag på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Heldigvis var der tale om et opstillet scenarie i anledning af, at sygehuset sammen med regionens præhospitale enhed - det vil sige ambulancer, akutbiler osv. - afholdt øvelse.  

Øvelsen var en såkaldt ”papirøvelse”. Ingen patienter mærkede således noget til den, for opgaven gik udelukkende på, at læger på alle sengeafdelinger hurtigt skulle danne sig et overblik over antallet af patienter og mulighederne for at nødudskrive dem fra SVS - en situation, der forhåbentlig aldrig bliver aktuel, men som alligevel er rigtig god at øve.


Øvelsen viste, at der mandag kl. 12.00 var 255 indlagte patienter på Sydvestjysk Sygehus. Lægerne vurderede, at de 109 ville kunne "straks-udskrives" med tæt kontakt til hjemmepleje og akutteams i kommunerne, mens det ville være nødvendigt at flytte 146 patienter til andre sygehuse. Af dem ville de 81 skulle køres væk liggende, mens 62 ville kunne sidde selv i for eksempel en taxa eller bus. 96 patienter ville kunne forlade sygehuset gående. 

Initiativet til papirøvelse er taget af regionens præhospitale enhed, der med øvelsen ønskede et billede af, hvor mange ressourcer det vil kræve fra deres side, hvis et af regionens sygehuse pludselig skal rømmes. SVS var med det samme positivt stemt for at lægge sygehus til øvelsen, da det også for husets medarbejdere er givende at forholde sig til en krisesituation af den slags – selv om den forhåbentlig aldrig sker.

Resultatet af øvelsen på SVS skal nu fremlægges styregruppen for regionens beredskabsenhed, der vil tage stilling til, om den skal gentages og måske også prøves af på regionens øvrige sygehuse.


Siden er sidst opdateret 2-5-2018



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk