Skip til primært indhold

Taknemmelig forsker kan nu undersøge bevægelse mod smerter efter operation

Svar om, hvad der hjælper mod smerter efter overvægtskirurgi kan være på vej. Novo Nordisk Fonden har nemlig støttet sygeplejerske og forsker Nanna Christiansens projekt på Esbjerg Sygehus

Av av…
Som sygeplejerske i Opvågningen har Nanna Christiansen været der, når patienter slog øjnene op efter en overvægtsoperation. Hun har flere gange oplevet, at patienter har haft smerter, som traditionelle midler til smertebehandling har haft svært ved at dæmpe. Der mangler ikke midler i skabet, men de kan hver især komme til kort, og patienterne kan nå den maksimale dosis uden at blive smertefri.

Efter en finansiering på knap 2 millioner fra Novo Nordisk Fonden kan Nanna nu sætte gang i sit ph.d-projekt på Esbjerg Sygehus – Syddansk Universitetshospital. Forskningen undersøger betydningen af at følge operationer i maven mod overvægt hurtigt op af bevægelse – som i fagtermer også kaldes mobilisering. Den officielle titel på projektet er:”Recovering from bariatric surgery – the effects of early initiated and supervised mobilization”.

På billedet: sygeplejerske Nanna Christiansen i Opvågningen med en af de gangvogne, patienterne kan støtte sig til, når de skal tage de første skridt efter en operation

Hvorfor bevægelse

’Denne gruppe patienter oplever jeg som meget motiverede’, fortæller Nanna. De har typisk gennem længere tid arbejdet på at blive klar til operation – også vel vidende, at det for mange ikke er smertefrit.
’Det er en del af vores faglighed som sygeplejersker, at vi kan vurdere smerte og hjælpe patienter til at håndtere smerter – også kaldet ’coping’’, fortæller Nanna, der netop nu kan begynde arbejdet med at finde ud af, om forskelle i bevægelse hænger sammen med patienternes oplevelse af smerter.

Esbjerg Sygehus er et af de få steder i landet med særlige kompetencer inden for sundhed for mennesker med overvægt, og nu bygger Nanna altså ovenpå med mere viden, der blandt andet kommer til at basere sig på målinger af bevægelse holdt sammen med spørgeskemaer om livskvalitet og smertehåndtering.

Følger patienterne

Det er normalt, at man er sygemeldt i 2-4 uger efter overvægtskirurgi, hvoraf den første tid er på sygehuset. For 112 patienter, der siger ja til at være med i forskning, vil Nanna være der til at tale smerter og mobilisering i Opvågningen, men også følge deltagerne, når de efterfølgende indlægges på sengeafsnittet. Her er hun klar med kvantitativ smertemåling, undersøgelse af funktionsniveau og fysisk aktivitet ved hjælp af skridttællere og andet måleudstyr.

Typisk udskrives patienterne døgnet efter operationen, men forskningsprojektet indebærer også, at der i aftale med udvalgte kommuner følges op med en kommunal fysioterapeut. Fysioterapeuten følger op efter blot få dage og står for træning, vejledning og råd til livsstilsændring i fire uger.

’Denne del af projektet er udarbejdet i et unikt samarbejde med ledere og terapeuter fra Esbjerg Kommune, som er gået all-in på projektet, på trods af at dette ikke er en patientgruppe de typisk ser i deres regi’, siger Nanna.

Interessen har været der længe

Fra første patient, der efter planen inkluderes efter påske, og til sidste patient er igennem regner Nanna med at der vil gå to år.

Interessen for forskning har fulgt Nanna over længere tid, og hun var allerede i studietiden tilknyttet forskning. Nu glæder hun sig til for alvor at komme i gang: ’Det bliver sjovt og jeg er meget taknemmelig for støtten fra fonden!’, siger hun.

APPFWU02V